Forside » Blog » Fat Moose Games introducerer ‘PLANET TRADE’

Fat Moose Games introducerer ‘PLANET TRADE’

Af Leon Castro Lagunas

Fat Moose Games gik i luften i 2021 og er nu på vej til at udgive deres første spil, Planet Trade. De forventer at have det klar til crowdfunding på Kickstarter i løbet af maj måned, 2023.

I anledning af den kommende udgivelse får du nu en oplagt mulighed for at møde designeren og stifteren bag Fat Moose Games, og  for at prøve Planet Trade inden du støtter det på Kickstarter. Det foregår hos Across-the-Board, i Posthuset ved Ballerup Station, søndag den 23. april, kl. 11.00.

 

Et udfordrende økonomi- og strategispil

Planet Trade udspiller sig et sted i vores galakse, langt ude i fremtiden. Spillet er et udfordrende økonomi- og strategispil, i genren ‘worker placement’, og det er et spil fuld af intriger og drama.

I historien der udspiller sig, er du direktør i en handelsvirksomhed med sin helt egen flåde af rumskibe. Undervejs vil du opdage planeter og udnytte disse til at fremstille og sælge ressourcer. Du vil udvide din virksomhed og investere i nye fabrikker, mens beskatningen af dine indbyggere vil bidrage til din voksende magt og rigdom.

Du skal holde øje med dine konkurrenter, for de vil gøre alt for at kompromittere din succes og bremse din udvikling. Vil et tidligt angreb være det bedste forsvar? Vil din strategi være bedre end dine konkurrenters?

For at vinde Planet Trade skal du samle flest point igennem aktier, ejerskab og hemmelige missioner for endeligt at kunne kalde dig den største handelsmand i galaksen.

 

Historien om Fat Moose Games og Planet Trade

Fat Moose Games er stiftet af Lars Cardel, der selv har spillet brætspil siden 1993. Når Lars ikke er på sit almindelige arbejde, tænker og drømmer han om brætspil og om brætspils forskellige mekanismer. Lars har et bredt kendskab til brætspil og har længe deltaget aktivt i test af forskellige spil.

Bag Planet Trade finder I også Christina Cardel som står for tekst til spillet, og lyd til reklamer for spillet. Du finder også Klaus Gjørup som er konceptkunstner og Morten Banderas Jensen som grafiker.

Fat Moose Games står selv for at producere og distribuere spillet og har dermed større indflydelse over forløbet og produktet som helhed. 

Ideen til Planet Trade kom en aften i 2018, hvor Lars sad med nogle venner og spillede Terraforming Mars. De havde altid været glade for worker-placement spil som Lords of Waterdeep og Reavers of Midgard, som de havde spillet rigtig mange gange. 

Lars og vennerne savnede noget mere interaktion og samspil, og sad meget hver for sig med fokus primært på at akkumulere point. “Vi følte muligheden for friktion manglede og startede derfor på at udvikle et spil med en mere nuanceret interaktion”, fortæller Lars, “Der skulle være mulighed for at kunne chikanere hinanden, og på den måde påvirke spillets gang og gøre det mere interessant”.

Med disse tanker startede udviklingen af Planet Trade, og kort efter stod grundspillet færdigt. Det blev testet i løbet af 2019 i en grovkornet klip-og-klister udgave, og i 2020 havde de den første prototype klar. Men, der skulle gå yderligere 2 år, før alt det visuelle var på plads og spillet var færdigtestet og klart til at blive lanceret.

Planet Trade er for 3-4 spillere og tager ca. 45-60 minutter, per spiller, at spille.

Klar til crowdfunding på Kickstarter

I de seneste 2 år er Planet Trade blevet testet af 10 forskellige grupper, med 4 spillere i hver. Grupperne bestod både af venner samt interesserede personer som Lars og Fat Moose Games fandt online. Det var en god blanding af erfarne og uerfarne spillere.

I alt blev der gennemført omkring 200 testspil og der blev samlet gode erfaringer fra mange forskellige typer af spillere.

“Vi er utrolig stolte over spillet og hvad det er endt med”, fortæller Lars, “Ikke to spil er ens og oftest sidder man til sidste runde og kan ikke gætte hvem der reelt vinder spillet, før alle point er talt op”. Der var fokus på, at det skulle føles som et tæt løb mellem spillerne.

Grundspillet vil blive sat til 59 EUR på Kickstarter. Dertil kommer der 3 udvidelser i én samlet boks, som bliver sat til 19 EUR. Afhængigt af hvor mange backers der støtter projektet, er det muligt, at der kommer endnu en udvidelse så man kan spille op til 6 spillere. Denne vil blive sat til 39 EUR.

Kickstarter-kampagnen starter den 1. maj i år og løber 35 dage. Planet Trade skal nå 300-500 backers for at få dækket produktionsomkostningerne, Fat Moose Games forventer at kunne levere spillet til backere inden for et år, da spillet allerede er færdigudviklet.

Du kan læse meget mere om Fat Moose Games og deres nye brætspil Planet Tradewww.fatmoosegames.com – Du kan følge dem på Facebook og Instagram under Fat Moose Games. 

Du vil snart kunne støtte udgivelsen og bestille spillet her på Kickstarter

Scroll to Top