Af Leon Castro Lagunas
Selskabsspil i spilgenren Social Deduction har været kendte siden 1980’erne, og beskrivest nok bedst som sociale opklaringsspil med skjulte roller/alliancer, bluff og af og til grundløse anklager. Under CORONA er genren steget i popularitet online, og stiger fortsat – også i Danmark.
Denne type spil er ekstremt sociale, hvilket kan være en af forklaringerne på genrens popularitet, og tiltrækker både nye spillere der tørster efter sociale relationer og interaktioner, samt spillere der fascineres af psykologi, paranoia og spil der i højere grad foregår i hovedet på (og i samspillet mellem) spillerne end på et spillebræt.
I Danmark har dette ført til dannelsen af fællesskabet Social Deduction DK med det formål at samle interesserede spillere i Danmark, samt at fungere som samlingssted for denne type spil. Her arrangeres flere spil hver uge, blandt andet Werewolf, The Resistance, Blood on the Clocktower og Feed the Kraken. Det foregår typisk via Zoom, og man behøver hverken at være erfaren Zoom bruger, eller at have spillet spillene før da der bliver taget godt imod nye spillere. Du finder Social Deduction DK på facebook her.
På lidt længere sigt, når CORONA situationen tillader at man mødes igen, er det tanken at forsøge at samle en eller flere (alt efter geografi) semi-faste grupper til større social deduction-spil arrangementer.
WEREWOLF
Werewolf bygger på det klassiske Mafia, som betegnes det oprindelige Social Deduction spil. I Werewolf får spillerne får en hemmelig rolle som enten varulv eller landsbyboer. Varulvene er i undertal, men kender hinanden og skal eliminere landsbyboerne i det skjulte inden de bliver afsløret.
Werewolf kan spilles med utallige roller og variationer. Der kræves ikke andet end Zoom for at spille.
The Resistance: Avalon
The Resistance er et at de første mere moderne spil, der førte genren videre. Der er to versioner af spillet; et i et dystopisk fremtidsunivers (The Resistance) og et der tager udgangspunkt i Kong Arthur-legenden (The Resistance: Avalon). Der findes også adskillige udvidelser til disse spil.
Som i Werewolf er der to hold, men målet er ikke at eliminere de andre spillere, men først at vinde 3 missioner, som de onde spillere kan sabotere i hemmelighed. Avalon-versionen kan spilles over Zoom og flere hjemmesider.
Blood on the Clocktower
Blood on the Clocktower blev en succes på Kickstarter og er hurtigt blevet populært i Social Deduction kredse. Det bliver spillet i stor stil online mens vi venter på den fysiske version.
Det er et Werewolf inspireret spil med flere nye twists, og kan spilles via Zoom og hjemmesiden: www.clocktower.online.
Feed the Kraken
Dette er et helt nyt spil, der er planlagt til udgivelse senere på året. I Feed the Kraken er man 3 hold om bord på et skib, sømænd, pirater og kultister, som alle forsøger at styre skibet forskellige steder hen for at vinde.
Spillet tilføjer lidt flere brætspilselementer end de ovenstående spil men er stadig grundlæggende et Social Deduction spil, hvor man i det skjulte skal forsøge at manipulere sit hold til sejr, mens man kaster mistanke på de andre.
Dette var blot et lille udvalg af social deduction spil. Der findes mange flere. Hvis du vil prøve kræfter med skjulte roller, alliancer, bluff og grundløse anklager, så besøg det nye fællesskab Social Deduction DK, på facebook.
Denne artikel er også udgivet på Papskubber.dk