Forside » Nyt Brætspilsfællesskab i Ballerup

Nyt Brætspilsfællesskab i Ballerup

AxB-SGF-2021

Foreningen er nu stiftet

Efter en velgennemført stiftende generalforsamling d. 19/5, er det med stor glæde vi kan oplyse at foreningen Across-the-Board nu er stiftet. Det sker med stor tilslutning og med en god – og bredt sammensat – bestyrelse.

Vi påbegynder bestyrelsesarbejdet snart, og vil herefter komme med yderligere information. Vil du høre mere om at blive frivillig, så kontakt os gerne: info@across-the-board.dk 

Vores vision

Vi tror på at brætspil som medie har nogle unikke egenskaber til at samle mennesker, også med forskellig baggrund. Brætspil inspirerer, motiverer og hjælper os med at vokse. De holder hjernen i gang på en sund måde og skaber en tiltrængt analog balance i en udpræget digital verden.

Vi ønsker at bringe disse egenskaber i spil for at styrke menneskers sociale relationer, i et åbent og inkluderende fællesskab hvor man kan opdage, dyrke og dele interessen for brætspil.

Vi ønsker at styrke brætspils-kulturen i lokalsamfundet, og på sigt at positionere Ballerup som interesse- og aktivitetscenter for brætspil.

Vores tilhørssted i det tidligere posthus, og vores tætte samarbejde med Ballerup Bibliotek, vil skabe gode rammer og muligheder for vores aktiviteter og arrangementer.